Oh, I wish...

At drømme er en menneskeret, det er en frihed man aldrig kan tage fra et menneske, uanset hvad verden ellers byder på. Men at udleve sine drømme er vel i virkeligheden noget der er de færreste forundt. Drømmene bliver alt for ofte uopnåelige, fordi økonomien sætter grænser.

Sådan er det også med min drøm. Jeg skal bruge

  • ½ års intensiv sprogkursus i hhv. spansk og portugesisk 
  • et motorcykelkørekort 
  • ondt i maven af at have spist ekstremt mange saltlakridser 
  • en hulens masse gode råd, tips og kontakter 
  • en rigtig god rygsæk 
  • et super letvægtstelt og andet overlevelsesgrej 
  • solide motorcykeltasker, mindst 4 
  • en tandbørste 
  • en smart bikini 
  • en varm, varm jakke 
  • et par sandaler og et par gode vandresko 
  • andet nødvendigt tøj 
  • og så et sæt flybilletter - én til mig og én til min mand 
Vi siger vores jobs op og holder en stor, varm afskedsmiddag med alle dem vi elsker. Vi pakker minimalistisk. Vi veksler til dollars og lokal valuta. Vi sætter os ombord i flyet, og vinker på gensyn til det kolde nord. Vi starter måske i bunden, måske i toppen af Sydamerika.
Uanset hvad, er noget af det første vi gør efter ankomst at investere i 2 solide motorcykler - én til mig og én til min mand. Vi pakker motorcyklerne med vores bagage, udstyr og måske lidt vand og mad. Og så kører vi bare.

Vi har ingen planer, ingen deadlines, ingen aftaler. Målet er bare at nå til den anden ende af kontinentet og undervejs opleve alt hvad vi overhovedet kan rumme af mennesker, natur, dyr, kultur, sprog, mad, klima m.m. Når vi er klar til det, når vi mætte af Sydamerika, så vender vi næserne hjemad. Hjem til det kolde nord, hjem til Danmark, hjem til regninger, hjem til jobsøgning, hjem til familie og venner, hjem til hverdag, hjem til ansvar, hjem til den vidunderlige virkelighed fuld at minder om vores livs vigtigste rejse.

Det kræver desværre rigtig mange penge, bare sådan at tage ud og rejse på ubestemt tid. Måske ville det lige akkurat kunne løbe rundt, hvis jeg vandt en million...



Følg mig videre på Eventyret om... hvor jeg blogger for tiden!

1 kommentar:

Klasselotteriet - Hele Danmarks millionlotteri sagde ...

Tillykke, du er valgt som vinder i bloggerkonkurrencen fra <a href="http://www.millionlotteriet.dk>Millionlotteriet</a>.

25.000 gange tillykke med rejsegavekortet.

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails