Æble-kanelsnegle

Af en eller anden årsag, er adgangen til Aarstidernes hjemmeside spærret herude fra DR. Måske fordi vi har en anden frugtleverandør, og der så er noget konkurrence-klausul? Det er lidt spøjst, for normalt er den slags spærringer jo noget med Facebook, forstyrrelser i arbejdet og sådan...

I hvert fald betyder det, at jeg ugentligt glemmer at tage stilling til, om jeg gider have Aarstidernes store frugtkasse, som jeg har et abonnement på. Hvilket er virkelig dumt, for de er simpelthen så forudsigelige og kedelige - og vi når ikke at få spist al det dødsyge frugt. De sidste 3-4 kasser har indeholdt halv-umodne gule blommer, 3 små pærer, en kæmpe stor, kedelig melon, en umoden ananas, nogle umodne bananer, kedelige druer med kæmpe sten og en hulens masse æbler.

Men jeg er jo alligevel også nærig og forbrugsbevidst, så jeg vil jo meget nødig ende med at smide noget som helst ud.
I går besluttede jeg derfor at rydde lidt op i den efterhånden ret store æble-beholdning i køleskabet.
Jeg hev vores juicer frem, og smed 6-8 æbler i den - jeg talte ikke. Det blev der en dejlig masse saft ud af. Eller, jeg er faktisk ikke så vild med ren, friskpresset æblesaft - der er al for meget syre i - men vi fik det nu alligevel drukket.

Men da juiceren ikke er så effektiv som man kunne ønske, bliver der jo en masse frugtkød der virker meget fugtigt til overs. Pulpen, kaldes det vist. Siden jeg alligevel var igang med at sørge for fuld udnyttelse af råvarerne, synes jeg at det var for ærgerligt at skulle smide al det æble-rest ud.
I stedet hev jeg klassikeren "God mad, let at lave" frem fra hylden, og slog op på en opskrift på kanelsnegle. Verdens nemmeste bagværk, og ingredienserne er noget man næsten altid alligevel har i køkkenet. Så jeg knaldede en dej sammen, og smed æble-pulpen i og fulgte derudover opskriften.

Jeg forestillede mig, at æble-snasket ville tilføre sneglene en behagelig syrlighed - æble og kanel kombinationen er jo en gammel klassiker. Men hvis det ikke havde været for nogle sjove røde pletter hist og pist, ville jeg aldrig have gættet at der var æble i. Sneglene blev rigtig gode og smager fremragende, men de er ikke just nyskabende, og besværet med æble-dejen var ikke smagsforandringen værd.


Skulle du alligevel have lyst til at prøve (med eller uden æble...), så er opskriften her:

Æble-kanelsnegle - ca. 30 stk.
½ dl lunkent vand
50 g gær
1½ dl mælk
2 æg
2 spsk sukker
½ tsk salt
60 g smør
500 g mel
Puplen af 6-8 juicede æbler

150 g blødt smør
1 dl sukker
2 spsk kanel

Rør gæren ud i det lunkne vand.
Tilsæt mælk, æg, salt og sukker herti, og bland det godt sammen.
Smuldr smør og mel i en anden skål. Rør de to blandinger sammen lidt ad gangen.
Tilsæt pulpen, og rør det grundigt sammen.
Tilsæt eventluelt mere mel, afhængigt af hvor våd dejen er. Den skal være fugtig, men ikke klistret, da den jo skal kunne rulles ud.
Stil dejen til hævning tildækket, et lunt sted i ca. 30 min.
Rør imens remoncen sammen.

Rul dejen ud til den har en passende tykkelse - ca. 20 x 45 cm. Fordel remoncen jævnt, og rul forsigtet dejen sammen til en pølse, på den lange led. Skær pølse i skiver á ca. 2 cm, og læg sneglene på en bageplade med bagepapir.
Lad dem efterhæve i ca. 15 min.
Bag dem ved 200 grader (varmluft, alm. ovn 225 grader) i 15 min., og lad dem køle af på en bagerist.

Enjoy!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails