Kender I det...

...når man kommer til at tænke over nogle ting, som man ellers troede man havde tjek på, og så ser man pludselig sig selv i et nyt lys?

Jeg giver virkelig ikke særlig meget for alt sådan noget spirituel personanalyse. Healing, numerologi, astrologi, spøgelser og kaffegrums-spåning. Jeg tror ikke på det, og jeg må blankt erkende at jeg synes folk der gør er nogen fjollehoveder - sådan overordnet set.

Derfor synes jeg også at det er hylende morsomt, at der nu er "fundet" et 13. stjernetegn, fordi jorden har flyttet sig forhold til solen. Pludselig skal alting reanalyseres, og hvor holdbart er det så lige?

Jeg er tvilling - eller gemini som det hedder på latin - efter  det "gamle" 12-stjernetegnssystem. Og så blev jeg alligevel lidt imponeret da jeg læste denne korte opsummering. Klokkerent match på mig:

"What Gemini loves: Sociable activities, handcrafts, modern technology, and learning new things." 
 
Sooo impressive, hvor ved de dét fra? Og ja, indrømmet, jeg læser altid horoskoper i div. dameblade - og jeg læser dem aldrig hvis de er for gamle (for det skulle vist bringe uheld). Og jeg ryster altid opgivende på hovedet og tænker "Christ, hvor skal man være dum for at tro på sådan noget her" når det der står på ingen måde stemmer overens med mit liv. Og jeg tænker altid "Arj, det var da alligevel lidt pudsigt" hvis der står noget der nemt kunne matche mit liv.

Når jeg sådan tænker lidt over det, så føler jeg mig sgu lidt nem...:oD



Solskinssøndag

Hele natten lå jeg og sludrede med min mand om fremtiden. Det var fantastisk hyggeligt. Alligevel sprang vi friske ud af dynerne ved 10-tiden, og måtte ud og nyde livet i det smukke solskinsvejr.

Vi lagde ud med brunch på The Laundromat. En dyr, men også god én af slagsen. Samtidig fik jeg tæv i backgammon - eller, det vil sige, det gjorde jeg faktisk ikke, for jeg kapitulerede da alle vores brikker var forbi hinanden, og det således bare handlede om at slå højst hurtigst; det gad jeg ikke vente på.

Bagefter gik vi ned til markedsdag i Ravnsborggade. Alle butikkerne holdt åbent, og langs fortovene var der fyldt med borde og stativer med tøj og diverse bizarre ragelse. En vinforretning reklamerede med vin to-go og holdt humøret højt med livemusik - a la harmonika.

Jeg er ikke til det der med at gå og snuse på loppemarkeder. Jeg har ikke tålmodighed til at se forbi alt det crap der her for at finde skattene. Men der var en hyggelig stemning - og gåtur i solen bliver man jo kun i godt humør af.

Jeg fik dog shoppet lidt. En barselsgave til min højgravide veninde, som jeg glæder mig til at aflevere når lille ny beslutter sig for at komme ud og møde verden!










Verdens kedeligste yndlingsoutfit

Jeg er vild med glimmer, glitter, glamour, stiletter, pangfarver, mønstre, smykker osv.
Men jeg er mindst lige så vild med komfort, afdæmpethed, varme og hygge.

Og i går havde jeg sat alle pengene på sidstnævnte. Det gør jeg i øvrigt meget ofte for tiden. Mit outfit bestod af et par tykke strømper, en jersey nederdel, en klassisk supermarkedsundertrøje-top og en blød men klædelig hættetrøje - tilsat Converse og en simpel hestehale. Dagens outfit er tilbage, i sin ultimativt kedeligste form, men hold-da-op hvor er man tryg og afslappet i sådan et sæt!

Jeg så vildt sur ud på billedet - men jeg var jo så glad, så ind kom ind smiley til at peppe charmen op. Og bemærk så det superseje id-kort der hænger på min hofte. Jo, jo, men er vel DR-insider.

(Er det kun mig, der har det med det her DR-halløj lidt som at komme backstage til en stor koncert?)


Affære med postbudet...

Jeg har fuld forståelse for, at man nemt kunne komme til at falde for postbudet, hvis han er typen der altid kommer med pakker. Det er jo næsten lige som at få gaver, fordi man allerede har glemt, at man selv har betalt for dem!

Og ok, det er i virkeligheden noget vrøvl. For jeg møder aldrig mit postbud, han smider bare frække sedler i min postkasse, og så tager jeg på date med medarbejderne på posthuset, hvilket faktisk er svært uromantisk.
Lykken er dog lige stor, når man så endelig står med den længe ventede pakke i hånden. Og i dag inkasserede jeg hele 2 af slagsen.


Jeg har længe været ved at løbe tør for diverse kropspleje-produkter. Men jeg er nærig på den front, så jeg har svært ved at tage mig sammen til at bruge en masse penge på det. Så svært, at jeg nåde at tømme hele min bøtte med ansigtsrens, og i 1½ uges tid har måtte ty til meget kreative løsninger på dét problem.

Jeg er temmelig fanatisk når det kommer til produkter jeg bruger på min krop. Det skal være naturligt, frit for klam og skadelig kemi, og så vil jeg selvfølgelig også gerne have noget der ikke lugter af opkast eller ligner crap. (Hvilket øko-produkter, især uden parfume, virkelig ofte gør...).
Jeg er derfor blevet meget stor fan af Green Peoples produkter. De er fuldstændig fri for parabener, SLS (sodium lauryl sulfat - sæbe/skummemiddlet der blandt andet bruges i opvaskemiddel) og så er de økologiske. Mine favoritter indeholder en masse naturlige stoffer, olier og dufter - men til de rigtig sarte findes der også en parfumefri linje.
Jeg har længe brugt deres body wash, som er virkelig drøj og lækker, deres balsam og deres shampoo - om end jeg også stadig bruger Matas' svanemærkede når min hår er rigtig beskidt.
Denne gang jeg har så også købt en ansigtsrens, som jeg glæder mig meget til at prøve. Jeg har det sidste års tid brugt Änglamarks creme-rens, men den er altså lige kedelig.

Jeg har i mange år brugt Redkens "Smooth down Detangling cream", som er super god til mit meget tykke, kruse-glade og medium-krøllede hår. De seneste år, har jeg forgæves forsøgt at finde et "sundere" alternativ. Men de produkter jeg har prøvet, har enten været ulidelige at arbejde med eller lugtet forfærdeligt efter min smag.
Derfor er jeg også meget spændt på det sidste produkt, Original Sprouts "Natural curl calmer". Den dufter umiddelbart godt og frisk - så nu må vi se om effekten også følger med. Mere herom følger!

Alle fire produkter er købt hos Lookfantastic.com, til den sølle sum £37,2 - ca. 330 kr.


Og den lille pakkes indhold - den må I vente lidt med at få at se!;o)

Æble-kanelsnegle

Af en eller anden årsag, er adgangen til Aarstidernes hjemmeside spærret herude fra DR. Måske fordi vi har en anden frugtleverandør, og der så er noget konkurrence-klausul? Det er lidt spøjst, for normalt er den slags spærringer jo noget med Facebook, forstyrrelser i arbejdet og sådan...

I hvert fald betyder det, at jeg ugentligt glemmer at tage stilling til, om jeg gider have Aarstidernes store frugtkasse, som jeg har et abonnement på. Hvilket er virkelig dumt, for de er simpelthen så forudsigelige og kedelige - og vi når ikke at få spist al det dødsyge frugt. De sidste 3-4 kasser har indeholdt halv-umodne gule blommer, 3 små pærer, en kæmpe stor, kedelig melon, en umoden ananas, nogle umodne bananer, kedelige druer med kæmpe sten og en hulens masse æbler.

Men jeg er jo alligevel også nærig og forbrugsbevidst, så jeg vil jo meget nødig ende med at smide noget som helst ud.
I går besluttede jeg derfor at rydde lidt op i den efterhånden ret store æble-beholdning i køleskabet.
Jeg hev vores juicer frem, og smed 6-8 æbler i den - jeg talte ikke. Det blev der en dejlig masse saft ud af. Eller, jeg er faktisk ikke så vild med ren, friskpresset æblesaft - der er al for meget syre i - men vi fik det nu alligevel drukket.

Men da juiceren ikke er så effektiv som man kunne ønske, bliver der jo en masse frugtkød der virker meget fugtigt til overs. Pulpen, kaldes det vist. Siden jeg alligevel var igang med at sørge for fuld udnyttelse af råvarerne, synes jeg at det var for ærgerligt at skulle smide al det æble-rest ud.
I stedet hev jeg klassikeren "God mad, let at lave" frem fra hylden, og slog op på en opskrift på kanelsnegle. Verdens nemmeste bagværk, og ingredienserne er noget man næsten altid alligevel har i køkkenet. Så jeg knaldede en dej sammen, og smed æble-pulpen i og fulgte derudover opskriften.

Jeg forestillede mig, at æble-snasket ville tilføre sneglene en behagelig syrlighed - æble og kanel kombinationen er jo en gammel klassiker. Men hvis det ikke havde været for nogle sjove røde pletter hist og pist, ville jeg aldrig have gættet at der var æble i. Sneglene blev rigtig gode og smager fremragende, men de er ikke just nyskabende, og besværet med æble-dejen var ikke smagsforandringen værd.


Skulle du alligevel have lyst til at prøve (med eller uden æble...), så er opskriften her:

Æble-kanelsnegle - ca. 30 stk.
½ dl lunkent vand
50 g gær
1½ dl mælk
2 æg
2 spsk sukker
½ tsk salt
60 g smør
500 g mel
Puplen af 6-8 juicede æbler

150 g blødt smør
1 dl sukker
2 spsk kanel

Rør gæren ud i det lunkne vand.
Tilsæt mælk, æg, salt og sukker herti, og bland det godt sammen.
Smuldr smør og mel i en anden skål. Rør de to blandinger sammen lidt ad gangen.
Tilsæt pulpen, og rør det grundigt sammen.
Tilsæt eventluelt mere mel, afhængigt af hvor våd dejen er. Den skal være fugtig, men ikke klistret, da den jo skal kunne rulles ud.
Stil dejen til hævning tildækket, et lunt sted i ca. 30 min.
Rør imens remoncen sammen.

Rul dejen ud til den har en passende tykkelse - ca. 20 x 45 cm. Fordel remoncen jævnt, og rul forsigtet dejen sammen til en pølse, på den lange led. Skær pølse i skiver á ca. 2 cm, og læg sneglene på en bageplade med bagepapir.
Lad dem efterhæve i ca. 15 min.
Bag dem ved 200 grader (varmluft, alm. ovn 225 grader) i 15 min., og lad dem køle af på en bagerist.

Enjoy!




Oh, I wish...

At drømme er en menneskeret, det er en frihed man aldrig kan tage fra et menneske, uanset hvad verden ellers byder på. Men at udleve sine drømme er vel i virkeligheden noget der er de færreste forundt. Drømmene bliver alt for ofte uopnåelige, fordi økonomien sætter grænser.

Sådan er det også med min drøm. Jeg skal bruge

  • ½ års intensiv sprogkursus i hhv. spansk og portugesisk 
  • et motorcykelkørekort 
  • ondt i maven af at have spist ekstremt mange saltlakridser 
  • en hulens masse gode råd, tips og kontakter 
  • en rigtig god rygsæk 
  • et super letvægtstelt og andet overlevelsesgrej 
  • solide motorcykeltasker, mindst 4 
  • en tandbørste 
  • en smart bikini 
  • en varm, varm jakke 
  • et par sandaler og et par gode vandresko 
  • andet nødvendigt tøj 
  • og så et sæt flybilletter - én til mig og én til min mand 
Vi siger vores jobs op og holder en stor, varm afskedsmiddag med alle dem vi elsker. Vi pakker minimalistisk. Vi veksler til dollars og lokal valuta. Vi sætter os ombord i flyet, og vinker på gensyn til det kolde nord. Vi starter måske i bunden, måske i toppen af Sydamerika.
Uanset hvad, er noget af det første vi gør efter ankomst at investere i 2 solide motorcykler - én til mig og én til min mand. Vi pakker motorcyklerne med vores bagage, udstyr og måske lidt vand og mad. Og så kører vi bare.

Vi har ingen planer, ingen deadlines, ingen aftaler. Målet er bare at nå til den anden ende af kontinentet og undervejs opleve alt hvad vi overhovedet kan rumme af mennesker, natur, dyr, kultur, sprog, mad, klima m.m. Når vi er klar til det, når vi mætte af Sydamerika, så vender vi næserne hjemad. Hjem til det kolde nord, hjem til Danmark, hjem til regninger, hjem til jobsøgning, hjem til familie og venner, hjem til hverdag, hjem til ansvar, hjem til den vidunderlige virkelighed fuld at minder om vores livs vigtigste rejse.

Det kræver desværre rigtig mange penge, bare sådan at tage ud og rejse på ubestemt tid. Måske ville det lige akkurat kunne løbe rundt, hvis jeg vandt en million...



Følg mig videre på Eventyret om... hvor jeg blogger for tiden!

Praktik-mad

I DR byen er der flere mad-valgmuligheder. Det er jo et stort sted (!), og folk spiser forskelligt og på forskellige tidspunkter. Så der er hoved-restauranten = kantinen og så er der 2 mindre cafeer, som i virkeligheden bare er en disk hvor man kan købe mad.
Under valgdækningen i torsdags smuttede jeg forbi den ene cafe og hjembragte en sandwich, som jeg synes lød utrolig lækker.

Fancy, huh?
Jeg blev dog slemt skuffet. Den var våd og slatten, smagte af citron, fed mayonaisse og fisk og var bare slet ikke frisk og lækker.

Senere serveredes der chili con carne en masse til alle vi hårdtarbejdende, der blev hængende under hele valget. Jeg undlod at tage et billede, for mit mobil-kamera er altså ikke i stand til at fange noget smukt i hakket kød og ris.
Og det var hvad det var: hakket kød med bønner og ris. Og så tror jeg at kokken havde tabt saltbøssen i den portion jeg fik, for hold da op hvor smagte det elendigt og alt, alt for meget af salt.

Jeg havde satset på lækker junk-mad til at akkompaniere valgresultaterne og den spændte stemning i DRs nyhedsredaktion, og var mildest talt ærgerlig over denne udvikling.

Men ret skal være ret. Og da chili con carne røg af bordet, blev der serveret dessert. Og den væltede kegler. En æble-kage-tærte med en lille klat cremet kanel lækkeri til. Wauv - det smagte forrygende, og fejede al min madbitterhed væk!



Resten af aftenen stod den på sodavand, slik og sørme et læs sandwich ( i langt, langt bedre kvalitet end min frokost). Så trods en nedtur halvvejs igennem dagen, endte jeg alligevel med at have spist så meget at jeg kunnet have trillet hjem. Hvilket jeg faktisk også gjorde, på min cykel altså (Høhø)...


Økologisk? Not at all, men man kan jo ikke få det hele!

Grønkålsboller

Jeg er lidt en kylling når det kommer til mærkelige grøntsager. Eller, mærkelige er måske nok så meget sagt, men nogen jeg ikke er vant til i hvert fald.
Herunder hører f.eks. grønkål, som jeg fik i min dogme-kasse fra Aarstiderne.

Når jeg bliver usikker på grøntsager tyer jeg gerne til den "sikre" løsning: brød! Jeg er vild med brød, og jeg er vild med at eksperimentere med brød. Og jo mere jeg gør det, desto mere får jeg øjnene op for, at man jo kan putte hvad-som-helst i brød. Jeg mener det virkelig - hvad-som-helst!

For nogen tid siden bagte jeg Newyorkerbyhearts lækre spinat-gulerodsboller. Jeg resonnerede at spinat og grønkål havde mange ligheder, og genbrugte derfor opskriften til at bage grønkålsboller - jeg justerede den dog lidt. "Det kan man da ikke", tænker du måske. Eller, "det må da smage rædselsfuldt". Men jo og nej - de blev supersaftige, lækre og grove på den rigtig gode måde.

Grønkålsboller - ca. 20 stk

100 g hakket grønkål
2,5 dl lunkent vand
2 tsk. salt
1 dl yoghurt naturel
50 g gær
2 spsk. olivenolie
5-6 revne gulerod
1½ dl havregryn
8-9 dl hvedemel

Kom det lunkne vand i en skål, sammen med yoghurt og salt. Opløs gæren heri.
Tilsæt revet gulerod og hakket grønkål, olie, havregryn og rør det godt sammen.
Tilsæt melet lidt af gangen - brug evt. lidt mere eller mindre. Dejen skal være klistret - men ikke våd.

Stil skål lunt og dæk den til, lad dejen hæve i 20 minutter.

Tag en ske og tag en skefuld af dejen op og sæt på bageplade - størrelsen bestemmer i selv.
Når al dejen er brugt, dækkes bagepladerne til og bollerne efterhæver i 25 minutter.

Bag dem i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter til de er lysebrune. Lad dem afkøle på en rist.




Praktik + Valg = Yay!


Jeg er tæt ved færdiguddannet og er som noget af det sidste midt i en 10 uger lang praktikperiode. Jeg er hos DRs webudviklingsafdeling, som lige nu er i gang med at "opfriske" dr.dk/radio og netradio-playeren.

Men heldet ville jo, at der blev udskrevet valg, og valget fylder naturligvis en stor del herude, hos DR. Som public service kanal er det et krav at man via DR løbende kan følge alle nyhederne, meningsmålingerne, exit polls og resultater.
For at sikre at disse ting fungerer på dr.dk er der nedsat et særligt valgteam; 10-12 IT-folk fra forskellige afdelinger der i samspil skal sikre alle aspekter.
Og de har "adopteret" mig. Det har været sjovt og spændende at være med i forløbet op til, men især i dag er jeg helt høj på stemningen. I går eftermiddags rykkede vi fra et lokale ind midt i nyhedsredaktionen, lige ved siden af DR Update studiet.

Lige nu er der rimelig roligt, men stemningen er spændt og jeg glæder mig til at de første exit polls ruller ind. Jeg glæder mig til at resultatet begynder at tegne sig. Jeg glæder mig til at politikerne sikkert stikker hovedet forbi for at optræde på TV i sidste øjeblik. Jeg glæder mig til at sidde midt i det hele hele aftenen.

Jeg får selvfølgelig ikke nogen vigtige opgave i dag - rimelig kikset hvis hele DRs website brød sammen fordi praktikanten havde glemt et komma det forkerte sted - men bare dét at være her, er fantastisk.

Jeg er vildt glad for sammenfaldet, og jeg suger til mig, for med al sandsynlighed bliver det en "once-in-a-lifetime" oplevelse.


Det giver dog også lidt kvaler. For hver gang jeg skal hente vand, mad, sukker, på toilettet - hvad-som-helst -  går jeg fordi produktionskontrollokalerne. Og for at komme her forbi skal man igennem to døre der åbner hver sin vej. Den ene dør ser sådan her ud. Prøv at gætte hvor mange af gangene jeg har stået forvirret og hevet i døren, indtil jeg kom i tanke om retningen? (Jeg gjorde det oven i købet lige efter jeg havde taget billedet!)


I ♥ valg

Klokken 9:00 ankom jeg til Festsalen i De gamles by på Nørre Allé 41 med min mand ved min side.
Vi var bestemt ikke de eneste, men efter et kvarters tid og et par blyantsstreger dumpede jeg en sammenfoldet papirlap ned i en kasse og forlod stedet igen med en rigtig god mavefornemmelse.
En god fornemmelse, fordi jeg har gjort min borgerpligt, benyttet min stemmeret og bidraget til demokratiet. En god fornemmelse, fordi jeg tror på, at dagens stemmer tegner et nyt Danmark, et Danmark jeg bedre kan stå inde for, et Danmark jeg igen kan være stolt af at leve i.

Et Danmark, hvor de rigeste ikke bare bliver rigere og rigere, imens de fattige bliver fattigere og fattigere og hvor dem med mest overskud bidrager lidt mere end dem med mindst.
Et Danmark hvor børn og unge ikke bliver syge af at gå i skole, hvor de ikke behøver at mase sig ind i for små lokaler og hvor de kan få den undervisning og opmærksomhed der passer til dem.
Et Danmark hvor unge kan tage en uddannelse når de er klar til det, hvor de kan tage en uddannelse uden at blive ruinerede, hvor de kan gennemføre deres uddannelse fordi virksomhederne lukker op for praktikanter, hvor de kan tillade sig at træffe forkerte beslutninger og starte forfra i uddannelsessytemet uden at skulle bøde for det.
Et Danmark som går i front for en grønnere verden, hvor hybrid og el belønnes, hvor den offentlige transport fungerer og en busbillet er til at betale og hvor økologi ikke er forbeholdt hippier og Hellerup-fruer.
Et Danmark hvor lægehjælp forbliver gratis, og ingen skal lide af sygdomme fordi de ikke har råd til behandling
Et Danmark hvor tvang er et fremmedord, hvor mennesker ikke tildeles point eller bedømmes på hudfarve og tro, hvor vi har frihed til at elske på tværs af grænser og frihed til at være anderledes.

Et Danmark hvor velfærd og ligestilling er i højsædet, hvor vi værner om hinanden og os selv og åbner armene for resten af verden uden frygt.

Jeg behøver vel ikke skrive, hvor jeg satte min stemme...

Kender I det...

...når en af ens bekendte begynder at lave porno? Når nettet flyder med teasers, billeder og småfilm med hendes nøgne krop i temmelig prekære stillinger og situationer?
Elvira Friis er hendes kunsternavn. Og ja, jeg har set alt hvad jeg kunne opdrive af gratis materiale. Og hvorfor så det? Tjoh, det er nok et miks af nysgerrighed og lysten til at blive forarget.

Vi er ikke veninder. Jeg skal ikke forholde mig til hendes erhverv, jeg kan mene hvad jeg vil. Men jeg har kendt hende siden vi var små børn (4 år, 7 år, jeg ved det ikke præcist) og jeg kender hende godt nok, til at jeg ikke kan lade være med at tænke hvad i al verden der har fået en en sød, begavet kvinde til at vælge at udstille sig selv på den måde?

Jo jo, jeg har da naturligvis tænkt tanken i korte øjeblikke i løbet af mit liv. Idéen kan forekomme lidt fræk. Men det er kun indtil jeg så tænker på alle dem der ville kunne se det - min familie, mine venner, mega klamme stoddere. Og indtil jeg tænker, hvordan (jeg tror) porno-industrien fungerer. Det er jo ikke sex som hjemme i privaten. Det er professionelt, det er et arbejde, det er koldt og kynisk.

Og hvad så, om 10 år, når karrieren er slut og man gerne vil have et almindeligt job? Hvordan kan man forvente at blive taget alvorligt af arbejdsgivere, hvis de på under 1 minut kan google sig frem til et utal af videoer hvor man ligger og vrider sig og stønner foran kameraet? Hvordan forklarer man kommende børn, at mor har bollet med fremmede mænd for penge - men at det var et helt almindeligt job fordi der var kamera på? For slet ikke at tale om, hvad man gør, når ens barn bliver teenager, og vennerne opdager diverse videoer?

Måske er det mig der ikke er fulgt med tiden. Måske er det mine fordomme der begrænser. Men jeg synes altså det er noget mærkeligt noget. Og jeg kan ikke lade være med at tænke at det er lidt en falliterklæring...



Hvad siger I? Kunne I finde på det? Og hvordan ville I reagere hvis en bekendt eller ven kastede sig ud i det?

Ikea, min ven, du er ikke altid lige nem at omgås

Jeg havde glædet mig til, at fortælle jer om mine ny indkøb. At vise billeder fra mit møbel-samlerrod. Men sådan skulle det ikke gå...

Jeg kørte i Ikea - i Gentofte - i går efter arbejde, for at købe skabe til en brandsmart løsning vi har fundet på (you'll see). Jeg skulle have 8 x 50 cm brede køkkenskabe, et 40 cm bredt og et 60 cm bredt + diverse løse og opbevaringsbokse til de 8 skabe.

Jeg tosser rundt i udstillingsafdeling og finder pladserne på alt det jeg skal bruge. Så går jeg igennem tag-selv afdelingen – I ved, med alle ”småtingene” som håndklæder, lamper, sengetøj m.v. Her fylder jeg en vogn med en stor lampe og 8 pakker af opbevaringsbokse som fylder af helvede til.
Alt sammen er jeg jo så nødt til at flytte over på en af de der flade vogne ude på lageret. Og så går jeg ellers i gang med at samle alle de ting jeg skal have sammen, og ender med en fuldstændig proppet vogn, som vejer et ondt år.
Jeg kommer på magisk vis helskindet igennem kassen, selv om det er temmelig besværligt at få scannet alle tingene.

Da jeg så kommer ud, så har Ikea lavet det så smart, at jorden skråner voldsomt ned mod den overdækkede parkeringsplads lige fremme. Problemet er bare at jeg holder ude i det åbne, stik til venstre. I et minuts tid eller to strander jeg simpelthen med vognen – jeg kommer ingen vegne, jeg slås bare for at vognen ikke triller den helt forkerte vej.
Heldigvis er der stadig rare mennesker til, og en sød mand kommer og hjælper mig helt hen til bilen – ellers havde jeg sgu nok stadig stået der.

Jeg får læsset bilen (allerede her er jeg liidt træt af at flytte tingene hele tiden), og går lige ind for at købe en fransk hotdog. Der er så kæmpe kø, men jeg holder ud. Kassedamen har så bare ingen forståelse for køen, og bruger en masse tid på at hyggesnakke med alle de børn, som selvfølgelig skal prøve at købe ting selv. Det var jo sødt nok, bare virkelig dårlig timing.
Imens jeg står i køen dufter der af snegle, og jeg beslutter mig for at tilføje sådan en til min menu. Men de 3 kunder før mig skal alle have en mulliard snegle hver, så damen før mig køber den sidste – og så er der 12 min. til næste ladning. Det er bare sådan prikken over i’et i mit besvær.

Nå, men jeg kører hjem – uden snegl – og glæder mig til at samle en masse skabe og få ryddet op. Jeg åbner en pakke med et 50-bredt skab, og konstaterer hurtigt at det er et vægskab, og altså kun 40 cm dybt. Det gælder for alle de f*cking 8 skabe jeg har slæbt med hjem, fordi Ikea praktiserer at der INTET står om dybde eller skabstype på pakken (og på skiltenene på lageret).
Det viser sig, at vægskabene, der hedder ”Faktum 50*70”, ligger på række 31 plads 8 og underskabene, der hedder ”Faktum 50*70”, ligger på række 31 plads 6! Skidesmart…

Jeg prøver at lade være med at lade det gå mig for meget på, og åbner i stedet en pakke med et 60-bredt skab der skal være under vores skrivebord. Jeg studser godt nok lidt over, at alle skruer og sådan ligger i en pose hvor der er bundet knude på. Det viser sig så, at det er fordi skabet i den grad har været forsøgt samlet før – fred være med det, kunne man sige, men det ene hjørne er halvvejs flækket og det hele er sådan lidt slidt. Her stiger mit blodtryk nok til noget usundt.

Temmelig frusteret tænker jeg, at så kan jeg da i det mindste begynde at putte ting i de der opbevaringsbokse. Så jeg åbner en af pakkerne, hvor i der er to bokse. Et køkkenskab er 70 cm højt. Boksene er 33 cm høje – perfekt match, tænkte jeg. Men nej! For indenfor køkkenskabets 70 cm skal man huske at der sidder en bund, en top og en hylde, på hver 2 cm. Ergo mangler der simpelthen 2 cm for at boksene kan være i skabet. Heldigvis konstaterede jeg dette INDEN jeg fik åbnet alle pakkerne med bokse.

Så efter at have slæbt en bil fuld af møbler hjem, er det ikke meget andet end hylderne til skabene, et lagen og en lampe vi kan bruge til noget! Suk!!:o(


Follow up: Min mand har været ude og returnere alle fejltingene her til formiddag, og melder at alt er gået smertefrit og han køber de rigtige skabe med hjem. Så der er lys forenden af tunnelen, og jeg glæder mig stadig til at fremvise det færdige resultat!:o)

Sofi Oksanen "Renselse"

Nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Skamrost af anmelderne på tværs af baggrunde. Sofi Oksanens "Renselse" har fået skulderklap fra alle sider længe før den udkom på dansk.

Jeg har netop læst de sidste sider her i weekenden. Og jo, der ligger helt klart en realistisk, dyb og spændende historie og gemmer sig inden i bogen. Problemet er, at Sofi Oksanens fortællerstil bliver så poetisk og mystificerende, at man som læser ender med at skulle gætte det halve selv. F.eks. er alle grusomhederne blot hentydninger, og man efterlades med en følelse af hjælpeløshed: bedst som historien bliver rigtig spændende, ændres fokus og man må nøjes med sit eget gætværk.

Og selv om jeg er stor fan af, at bøger lader mig bruge og udfordre min fantasi, så har jeg ikke noget til overs for halve historier. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er fordi forfatteren ikke selv kunne finde på en ordentlig handling, og så gider jeg faktisk ikke rigtig gøre det heller.

Jeg tror nu nok Sofi Oksanen har helt tjek på historien, hun taber bare mig på gulvet fordi hun ikke fortæller mig den hele.

Endvidere er tempoet altså også alt for langtsomt til mig. Det er som om at bogen først bliver rigtig interessant 2/3 igennem. Resten er velskrevet og letlæseligt, men der sker bare ikke særlig meget. Det er er ikke fordi at alle historier behøver at være actionpacked krimier - overhovedet ikke - men en eller anden form for udvikling, noget der gør at jeg er nysgerrig efter at læse næste kapitel ville være at foretrække, og det synes jeg lidt "Renselse" mangler.

Men hvis du har tålmodighed og tid nok, så er det en ok bog. Men jeg kan finde på mange andre jeg hellere ville anbefale.

Kontor/gæsteværelse part I

Det er næsten 4 måneder siden, min mand og jeg flyttede ind i vores nye fælles hjem. På en måned rev vi køkkenet ned og hele gulvet op, lagde et nyt gulv med alt hvad der hører til, malede det meste af lejligheden, satte et nyt køkken op og flyttede møbler ind.

Men vi sprang et værelse over. Kontor/gæsteværelse har siden stået midt i vores vidunderlige lejlighed og været lidt af en torn i øjet. Væggene i en støvet "slidt" blå, med beskidte fingeraftryk, et midlertidig bord, flyttekasserod pga. af manglende opbevaringsplads og en smart, men frygtelig grim og klodset udseende gæsteseng under loftet.

Det er sådan noget der er svært at gå i gang med. For man går og venter på at få tid til det. Men den slags tid kommer aldrig, og man er nødt til bare at gøre det.
Og i går gjorde vi det så. V ryddede hele rummet og gik i gang med at male. Nu mangler der bare noget pletter og måske en ekstra tur til træværket, så der er lys forenden af tunnelen.
Allerede med lidt hvid maling, ser sengen meget smartere ud og passer bedre ind i rummet, og når resten kommer på plads, er jeg sikker på at det nok skal blive et virkelig hyggeligt rum.

Lige nu er det bare hvidt og plastik. Og et kattetræ. Men selv det er nu også bedre end inden...


Smukke romanesco

Jeg prøvede faktisk. Men jeg var ikke klog og engageret nok, så derfor droppede jeg universitetsstudierne i fysik og matematik. Men jeg tænder på naturens egen magi, for eksempel galakser, cirklens ligning og fraktaler.

Det er vel nok den gængse opfattelse, at matematik er dødsygt. Men det er bare indtil folk møder fraktaler. Fraktaler er billeder af matematik - vanvittig smukt.

Fraktaler er når uendelighed blevet konkret, og dermed endnu mere diffust og uforståeligt. Fraktaler er det samme mønster der gentager sig selv i en mindre og mindre udgave - uendeligt. Det kræver temmelig stor indsigt at forstå funktionerne bag fraktaler, og det kræver et temmelig højt abstraktionsniveau overhovedet at forstå begrebet fraktaler.
Men denne tegning er en klassiker, og en rigtig god og simpel beskrivelse af konceptet.

I naturens findes disse fraktaler. Norges kystlinie siges at være fraktal. En information jeg finder fascinerende, men rimelig ubrugelig. Derimod er grøntsagen romanesco også fraktal. Og her er vi jo nede i en størrelse man kan tage og føle på.
Romanesco kål er en blanding af blomkål og broccoli. Den smager forrygende, kan spises både rå og tilberedt, og så er den altså bare rigtig pæn.



Jeg fik romanesco fra Aarstiderne i min dogmekasse - hvor alle varerne er danske. Den blev kogt en smule, da jeg ikke bryder mig om det råt, og blandet med fuldkornspasta, bacon, feta, rødløg og så serverede jeg hjemmelavet pesto til.
Mængderne var ret meget på gefühl, og pestoen var lidt overflødig - det synes jeg tit dressinger er, når der er feta og bacon i maden. Men ellers smagte det forrygende, og kan bestemt anbefales.
Min veninde var den heldige "modtager", og imens vi spiste forsøgte jeg at forklare om fraktaler. Hun virkede dog ret skeptisk, men den er altså god nok. Romanesco er fraktal!


 Og hvis I keder jer, så prøv at google billeder af fraktaler - der er virkelig mange smukke og meget farverige udgaver, som denne:
Fraktal af Kristoffer Riis Pedersen

Økoholikerens manifest

Jeg er storforbruger. Jeg har altid været storforbruger, og jeg vil nok altid være storforbruger. Jeg elsker at købe tøj, jeg elsker at spise mad, jeg hader offentlig transport, jeg elsker at rejse. Jeg elsker at bruge penge. Det er usmageligt, og uforligneligt med den følelse af ansvar for hele verden jeg bilder mig selv ind at have. Eller hvad?

Jeg kan ikke redde hele verden, men jeg kan i hvert fald gøre en indsats for ikke selv at bidrage til at forværre dens tilstand mere end højst nødvendigt.

Jeg bliver aldrig minimalist. Jeg bliver aldrig typen, der slider mit tøj op, før jeg køber noget nyt. Jeg bliver aldrig typen der kun spiser vegansk for at fremme dyrevelfærd.Jeg bliver aldrig type, der donerer hele min månedsløn til fattige børn i Afrika. Jeg bliver aldrig typen der bruger al min fritid på frivilligt arbejde. Jeg ville gerne være en superhelt. Men jeg er det ikke!

Men jeg kan og vil være typen der kun spiser økologisk, så vidt det overhovedet er muligt. Jeg kan og vil være typen der ikke køber basis t-shirts til en 5'er stykket, der både er produceret og syet under fuldstændig urimelige forhold. Jeg kan og vil være typen, der siger ja til at købe co2-kvoter når jeg skal ud at flyve. Jeg kan og vil være typen, der cykler på arbejde. Jeg kan og vil blive en "grønnere" storforbruger!


Selv om det ikke rigtig er slået igennem i Danmark - endnu - så er der et kæmpe stort udbud af økologisk og/eller Fair Trade mærket tøj og tilbehør.
Selv om jeg ikke er loppemarkedsgænger eller genbrugssnuser, så er Trendsales og eBay kilder til uanede mængder miljøvenlig(ere) genbrug.
Selv om det jo stadig trækker på fremstillingen af stof, så vil jeg udnytte min kreativitet og produktionslyst og sy og strikke mere selv.

Som fall-back vil jeg inkludere udsalgsvarer i min "må-gerne"-liste. Konventionelt tøj og tilbehør til under halv pris, som jeg kan forsvare købet af. Ja ja, det er lidt snyd. Men jeg er jo også nødt til at gøre mine målsætninger realistiske!

Jeg vil ikke være hellig. Jeg kommer selvfølgelig til at falde i, at bryde mine egne retningslinier. Men den gode indsats kommer jo ikke skidt tilbage. Og lidt er bedre end ingenting. Og og og...

Navlepilleri

Jeg vil noget andet. Jeg vil noget mere med denne blog, end bare at give mig selv dårlig samvittighed over for meget shopping, for lidt dybe tanker, for meget ligegyldig ævle-bævle.
Jeg navngav den "Økoholikeren" af en årsag. Fordi det er en etikette jeg langsomt arbejder mig hen imod, Men det har min blog overhovedet ikke afspejlet, og det er en fejl. Min fejl.

Så nu skal der nye boller på suppen. Jeg har skrevet et manifest - men lad jer nu ikke skræmme. Det skal stadig være sjovt og hyggeligt, men der skal være en rød tråd, en kerne, et mål.

Jeg vil lade bloggen være min øko-livsnerve. Dén der holder mig til ilden når der er begrænsninger, udfordringer, oplevelser. Jeg vil dele det med jer, når jeg finder nye øko-lækkerier, når det giver problemer ikke at kunne finde det ønskede økologisk, når jeg bruger min kreativitet til at udvide garderoben, når jeg falder i og shopper "konventionelt", når jeg laver god mad, når jeg laver dårlig mad, når jeg har noget på hjerte og når jeg bare har lyst til at "pludre".

Jeg håber I vil læse med!
Related Posts with Thumbnails