Grå-grønt

Jeg er lidt inde i en tøj-krise periode. Hver dag står jeg foran mit bugnende klædeskab, og kan konstatere at der er alt hvad jeg ønsker mig, men også at der ikke er noget af det jeg har lyst til at have på. Then what to do?
Jeg ved det ikke, men indtil videre har taktikken blot været at finde på en behageligt, let bærbart outfit og så tvinge mig selv i det. Jeg håber det snart går over. Måske når det bliver en smule lunere i vejret, og man ikke skal være klædt på til polarfrost...

Og ja, halstørklædet er stadig kun af praktiske årsager!

Haché - hakket burgerkærlighed

I morges stod min mand og jeg op, og kørte til København og lejlighedskiggeri. Det var med en lidt underlig mavefornemmelse, for de 3 vi skulle se på i dag, havde vi faktisk så godt som allerede afskrevet. Men ses skulle de - og det blev. Eller, 2 af dem gjorde, den tredje blev aflyst i sidste øjeblik. Men godt det samme, så havde vi længere tid til mad.
Vi havde nemlig planlagt at bruge et gavekort jeg købte fra downtown i februar til gourmetburger-baren Haché, efter lejlighedskiggeriet og inden min mand tog på arbejde. Og som sagt så gjort.




Min mand valgte en Haché special og jeg en (klassiker) Bacon & cheese burger. Downtown-gavekortet betød at vi fik de 2 burgere for én burgers pris - 95 kr. Dertil bestilte vi en hyldeblomstdrik og en øl, samt rustikke pomfritter med hvidløgsmayo.
Pomfritterne var helt exceptionelt gode. Burgerne var rigtig lækre, og i den grad velsmagende. Men mit sparegen rungede også i mit hoved og sagde at man snildt kunne have lavet dem selv, især min. Rigtig lækre råvarer, og bestemt de 95 kr. værd for to. Men jeg ville måske nok synes at 95 stykket var lidt pebret - men måske er det bare mig der spiser ude for lidt og derfor ikke har nogen fornemmelse af priserne!


Desserten var ret spontant - heldigvis havde vi jo ekstra god tid. For jeg ville have været ked af ikke at kunne sige at jeg havde prøvet den, desserten. Det var nemlig Dybstegte marsbarer med vanilleis. Og ikke så mange dikkedarer, det var hvad det var - og det var genialt. Det skal jeg bare helt klart prøve at lave, næste gang jeg skal afholde et-eller-andet med mad!

Mod det uendelige univers

I dag vågnede jeg op til virkeligheden og 2 jobsamtaler + nøgleoverdragelse (that is, nu er der rent faktisk andre der har adgang til min lejlighed...). Jeg var nu stadig ikke helt på toppen, så jeg hoppede i min højt, højt elskede Tsumori Chisato "rum-kjole" i ballon-facon og i varm uld. Tørklædet er altså ikke fashionabelt tænkt, min hals trænger bare stadig til at være pakket ekstra varmt ind.

Men på sådan en kedelig hverdagstirsdag følte jeg at outfitbilledet trængte til at blive peppet lidt op. Døm venligst ikke mine grafiker-kvalifikationer på denne præstation. Bare nyd den...;o)

Årets første baby-ko!


Hjemme igen - en forkølelse rigere

Jeg landede i hjemlige omgivelser i søndag. Snotforkølet, for at sige det mildt. Helt fra afgang, florerede der et eller andet på turen, så virkelig mange lagde sig i større eller mindre grad med influenza-tilstande. Jeg "gik i udbrud" fredag eftermiddag, med feber, tunge øjne og øm halsen i løbet af en halv time. Men på sådan en tur er der ikke rigtig plads til at hvile og blive rask, så jeg var stadig godt medtaget da vi kom hjem i søndags.

Alt i alt var det ellers en fin tur. Men sne-sport er og bliver bare ikke min kop te. Det er ok, men jeg er ikke rigtg fan. Og selv om stemningen er god og menneskene søde, så var det i år en rigtig kold fornøjelse, og jeg var sgu ikke rigtig på - og turen var selvfølgelig derefter. Jeg må indrømme at jeg er glad for at være hjemme igen, og ikke umiddelbart sender nogen længselsfulde tanker mod Idre og sneklædte bjerge...

Selv om det da var yndigt i solskinnet - når man altså ikke kan mærke vinden der blæste med 22 m/s!


(Temmelig markaber advarselstrekant der følger lavine-skiltet...)

Skituren

...fortjener et par ord mere med på vejen. Så watch out, for det her er en længere historie!:o)

Skituren er på mange måder en ret speciel tur. Vi er ca. 90 mennesker afsted sammen. Nogle kender jeg rigtig godt, andre slet ikke. Turen udspringer fra en lille vidunderlig ø i Nakskov Fjord, hvor der i år har været afholdt ø-lejr i 40 år. Jeg er kommet der siden jeg var 4 år gammel - dengang sammen med mine søskende. Vi er mange der er kommet der længe, og vi er lige som et lille seperat samfund. Vi kender hinanden på tværs af alle normale grænser, og det er blandt andet det der er så specielt ved Vejlø ø-lejr, du ved aldrig hvem din nye bedste ven bliver!

Hver sommer er der ø-lejr i 5 uger, og i vinterhalvåret ses vi så til gensynsweekender i spejderhytter, juelfrokost m.m. Mange ses "privat", men rigtig mange ses i såkaldte "Vejlø-sammenhænge".
Og for omkring 10 år siden fandt nogle af de "gamle" ø-lejrdeltagere så på, at vi også skulle samle og tage på skitur sammen.

For 6 år siden (jeeze - tiden går stærkt...) tog en veninde og min daværende kæreste og jeg afsted. Jeg havde aldrig stået på ski før, det havde hun heller ikke. Det blev en mærkelig tur, for vi hadede at stå på ski - men det var alligevel vildt hyggeligt, fordi selskabet og vejret var godt, og stemningen fantastisk og vi var jo 2 om det. Tre år efter var jeg blevet single og vi var afsted igen. Vi kælkede lidt på snowboard, men ellers tog vi kun med for det sociale og det var igen det hele værd.
For 2 år siden skulle vi også afsted. Men lige inden blev min veninde syg, og det endte med at hendes onkel tog med i stedet. Og siden har jeg været sammen med ham, det er min mand i dag.
Han har gjort en temmelig ihærdigt indsats med at lære mig at stå på snowboard, og selv om jeg egentlig ikke var interesseret i at lære det - for mig var festen på turen rigelig grund til at tage med - så accepterede jeg og gjorde en stor indsats sidste år. Han er nemlig helt tosset med det her ski-halløj. Og det lykkedes faktisk. Nogen haj er jeg selvfølgelig ikke, men jeg kørte den sidste tur heelt uden at falde og var meget stolt.
Og min søde mand var åbenbart også stolt, for han friede til mig på 3. dagen af turen sidste år - midt i en skilift. Det var helt spontant, og heldigvis meget uromantisk og meget "os"!

Så skituren har en ret særlig plads i vores forhold, og selv om der i år næppe sker noget helt så skelsættende, så er det spændende om jeg kan bevise hvad jeg har lært og rent faktisk fået stået på snowboardet istedet for kun at drikke øl.;o)
Indlægget er naturligvis skrevet inden afrejse, og lige nu har jeg for længst være ude i sneen igen - I får selvfølgelig en live opdatering når det kan lade sig gøre!

Dear deer

I søndags sprang jeg i min asos-kjole i gammelrose/lavendel lilla med fint hvidt skov-print. Den er nem og sjov og superbehagelig - om end den måske også er en anelse afslørende når man skal spise virkelig, virkelig meget!;oD



Forår -> Sne

Endelig ligner foråret noget der mener det alvorligt (tak mor, fordi du har været så sød at vejret på din fødselsdag er sådan her) - og straks springer jeg på en bustur fra helvede og tager på skiferie i kolde, frosne nordsverige!

Vi skal afsted om et par timer, og lander i Idre imorgen tidlig, ved 7-8 tiden - efter 12-15 timer i en skodbus. Og så er det ellers direkte ud på pisten, hjem til fest og ballade hele natten - og sådan fortsætter det indtil vi lørdag aften sætter os ind i bussen igen, og vender hjem mod DK.


Så stay tuned, min aktivitet vil selvfølgelig bære præg af min... øh, manglende tilstedeværelse.:o)

Kage-paradis


Imorgen skal jeg til "baby og bacon"-brunch hos min veninde, hvis lille datter nu er godt 1 måned gammel. Bagefter skal jeg hjem til frokost, hvor vi får besøg af min mands vennepar og hans søster+mand og mine bonustøser. Så køkkenet har været helt levende i dag. Jeg har bagt kager og min mand har lavet småretter.
Kagerne skal både glæde de sødeste piger imorgen, frokostgæsterne og mine søde forældre - som en slags fødselsdagsgave til min mor, der fylder 55 på tirsdag.

Derfor var der selvfølgelig basis for at bage 2 slags kager. Begge fundet hos smukke Emily. Lækre chunky havrecookies med hvid chokolade og havsalt og cremede, vidunderlige vanille-vanille cupcakes a la det sagnomspundne cupcake-bageri i New York, Magnolia. Tak for at dele, Emily, tak!

Jeg har noteret min oversættelse af havrecookies'ne, det var lidt bøvlet med alle de omregninger, så here goes:


Havrecookies med hvid chokolade og havsalt

160 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1/4 tsk bordsalt
250 g usaltet smør
2½ dl sukker
40 g lys, brun sukker
1 æg (fra en høne der har haft det godt - som kun Emily kan skrive det)
1 tsk vanilleekstrakt (jeg ved ikke hvad vanilleekstrakt er, så jeg brugte istedet vanillesukker. I cupcakes'ne erstattede jeg med kornene fra en stang vanille...)
240 g havregryn
170 g god hvid chokolade, hakket
1/2 tsk havsalt i flager

Fremgangsmåde
Bland mel, bagepulver og bordsalt grundigt i en skål.
Pisk smør og 2 slags sukker til det er jævn og luftigt. Tilsæt ægget og vanillen, og pisk indtil det er blandet i. Tilsæt melblandingen lidt ad gangen, indtil denne er helt blandet i. Tilsæt lidt efter lidt havregryn og hvid chokoladen, og rør rundt indtil det er jævnt fordelt.
Del dejen i 24 små portioner (ca. 2 spsk-fulde) og rul hver portion mellem håndfladerne til en kugle, og mas den flad så den har en tykkelse på ca. 2 cm. Placér det små kager på 2 bageplader - selv om det føles åndssvagt, de spreder sig altså ret meget i ovnen.
Drys en smule havsalt udover hver cookie.
Bag cookies'ne ved 190 grader i 13-16 minutter - eller til de er gyldne. Tag dem ud, og lad dem køle af på en rist; men pas på med at flytte dem: når de er varme er de også helt bløde!




Sebastian Lind @ Huset i Magstræde

I aften skal jeg - sammen med hele den pukkelryggede - til fantastisk koncert i Huset i Magstræde. Hovedpersonen er musikeren Sebastian Lind, der rammer København i aften i anledning af sin første Danmarkstourné. Jeg har nævnt ham før, men gør det med glæde igen. For jeg er helt vild med hans musik, familierelationer eller ej. Men det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at det er min kusines søn.

Kig derind hvis I ikke har andet for i aften. Jeg tør næsten garantere en fed oplevelse!

Dræbermissen

Watch out! Billederne er ikke for sarte sjæle, fugleelskere eller folk der mener at katte ikke er rovdyr og er uskyldige fra naturens side!

Jep. Min topnuttede, bløde, søde Kat - som har levet de første 3½ år af sit liv som indekat i en 1½ værelses på Nørrebro - har bestemt instinkterne i orden. Søndag eftermiddag fangede hun en yndig lille blåmejse (eller er det en musvit?). Og ja, hun spiste den. Helt. Der går altså lige nogle halve timer efter sådan en oplevelse, før jeg igen synes hun er heelt lige så nuttet. Men hun er også lidt sej (sorry, pipper...)!:o)

Se selv:

Frygtelig frugt

Jeg startede dagen med noget frygteligt. En ualmindelig flot, men knap så velsmagende, juice af bladselleri og melon. Ingredienserne i sig selv burde måske have fået mine alarmklokker til at ringe - men jeg skal jo være åbensindet når det kommer til mad (og frugt/grøntsagsdrikke), så afprøves skulle den. Og det bliver helt sikkert sidste gang jeg hopper på den. Det smagte af selleri med melon, og godt nok fik jeg drukket den uden større ubehag, men det var i hvert fald heller ikke med velbehag.

Men flot var den:

Shop-amok - tak ægteskab

Jeg havde en hemmelig plan, om at invitere min mand på shoppingtur i Hillerød (velkommen til en bondekones verden, suk) så han kunne få opdateret klædeskabet - for sine egne hårdtoptjente penge naturligvis.

Og afsted til Hillerød kom vi lørdag omkring middag. Men dér stoppede det så også med at stemme overens med min plan. Vi fandt godt nok noget løbetøj på tilbud til ham, men ellers kom vi hjem med skijakke, skiundertrøje, hættetrøje samt undertøj til mig, læssevis af bøger og lidt gaver.

Og så vil jeg i øvrigt anbefale alle læseglade at gå i Bog & Ide i disse tider. Vi gjorde samme kup sidste år, men alligevel fatter jeg det ikke endnu. Vi har købt 15 bøger for 340 kr. De har superudsalg, og nu er der så oven i købet 50% rabat på alle i forvejen nedsatte varer. Vi har sparet sådan ca. 3000 kr.!


Vidunderlig dag - og min mand følte sig meget mandig og forsørger-agtig da han shoppede amok til mig i Peak Perfomance. Dejligt at kunne glæde andre på dén måde...:oD

Peak Performance skijakke (nedsat 40%) - Peak Performance hættetrøje (nedsat 50%) - Min mands løbetøj (nedsat 50%) - Falke skiundertrøje - Monki undertøj - 15 herre billige bøger - Lego-spil - Zara shorts og strik

Dancing the night away

Min mand spiller i et band. Eller, han spiller faktisk i 2, men det ene af dem har i en del år 2 gange om året afholdt sådan noget "bal-på-kroen"-agtig voksenfest på Sletten Kro i Humlebæk. Man spiser noget lækker mad (det er dem bag Formel B der har stedet!) og så er der ellers musik og dans til den lyse morgen. Eller, i 3 timer i hvert fald...

Min mands søster og hendes mand, samt hans vennepar kom for at spise og danse.
Jeg er vild med at danse. Med mine veninder. Når jeg er ret fuld. Jeg hader at danse med halvfremmede (okay, de er ikke fremmede, men jeg er jo heller ikke viiildt fortrolig med dem), pinlig ædru. Det er frygteligt, jeg er alt for selvbevidst, genert og blufærdig.
Så jeg havde fået lov til komme og spise lækker, lækker mad og så drøne hjem til sofa-hygge med stereoanlæg og Kat.

Men selv om det ikke skulle være natterod, benyttede jeg naturligvis anledningen til at dresse op. Og så fik jeg endelig brugt et par jeans jeg købte for snart længe siden. Flere år i hvert fald. Et par bronze/sølv-pink/whatever jeans fra Notify. Og jeg blev oven i købet også hår-krea, og satte det op i mindre hestehaler for at få det til at se længere ud (som om det ikke er langt nok i forvejen...). Well, bedøm selv :o):

Top Zara Jeans Notify Støvler Shoe Shi Bar
(Jeg ved altså ikke hvad der sker for at lysindfaldet som får min popo til at se flad og firkantet ud. Sådan var det (forhåbentlig) ikke i virkeligheden...)

These boots are made for...

at holde mine fødder dejlig varme! Eller, det håber jeg i hvert fald de kommer til.
I 3 vintersæsoner har jeg nu nydt godt af et køb jeg gjorde via Trendsales - et par lækre 2. sortering Ripcurl støvler med lyserødt for. Men nu er de altså også ved at gå op i syningerne foran, og jeg ser med gru frem imod næste års vinter. Jaja, det er måske lige lovlig tidligt og at tage sorgerne på forskud - men fremadsynet kan forhåbentlig betale sig, for jeg fandt ud af, at webshoppen natureshop.co.uk har nedsat alle deres EMU støvler med 50%! Det er jo en besparelse der kan mærkes, og selv om det virker som et lidt fjollet tidspunkt at investere i sådan et par støvler, så gjorde jeg det altså alligevel.

Valget falgt på modellen Bronte i farven chocolate. Jeg ville jo helst have et par Stinger og i grå eller sort, men nu er det bare sådan, at Bronte kun koster det halve, fordi yderskindet er ko-ruskind - og den model var så kun tilbage i chocolate eller de lysebrune nuancer.
Så for sølle €49 inkl. levering røg disse direkte på transportbåndet hjem til mig. Jeg glæder mig til at de dukker op. Jeg har på fornemmelsen, at jeg måske godt kan nå at indvie dem på denne side af sommeren...

Vegetar lasagnette

Vi har fået det 2 gange nu, og det er altså bare superlækkert. Det er sådan noget vegetarmad man snildt kan servere for kødspisere - det vil ikke opdage at der ikke er kød i! Og så er det oven i købet nemt og hurtigt.

Men det er virkelig fjollet. Jeg bryder mig ikke om auberginer. Jeg ville rigtig gerne kunne lide dem, men det ligger meget dybt i mig, at jeg ikke kan. Og når jeg så spiser den her lasagnette, så smager jeg den og synes at det er super, super lækkert. Så snart jeg kommer i tanke om, at der er aubergine i, så bliver jeg alligevel lidt i tvivl om, om det nu også er rigtig godt. Selv med en mundfuld i munden, som jeg nyder smagen af, kan jeg sidde og blive i tvivl, bare fordi jeg ved at der er aubergine i. Det er da helt tosset...

Nåhm, denne gang halverede vi opskriften, og der var stadig rigeligt til min mand og jeg.

Vegetarisk lasagnette til 4 personer

500 g frisk pasta
150 g gouda/mozarella ost
1 dåse hakkede tomater
2 auberginer
150 g paranødder
1/2 dl rugmel
1 lemon
Olivenolie
Basilikum (helst frisk)
Oregano (gerne frisk)
Chilipeber
1 teskefuld klar honning
Salt & peber


Auberginerne kommes i ovnen ved ca. 200 grader i 15 minutter. De skrælles og blendes sammen med paranødder, rugmel, og lemonsaft samt salt og peber. Er de svære at skrælle skal de have et par minutter mere.
Et ovnfast smøres med en smule olivenolie, den kogte pasta fordeles jævnt i hele fadet.
De hakkede tomater varmes op og 2 skefulde olivenolie, lidt lemonsaft, chili, honning, basilikum og oregano tilsættes
Aubergine-nøddeblandingen smøres nu udover pastaen, derefter de hakkede tomater og osten strøs over.
Det hele sættes i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter eller indtil retten er helt varm indeni.
Man kan hælde en sjat fløde ved aubergineblandingen og anvende lidt mere olivenolie, mens denne version er mere fedtfattig.

Bikram yoga udfordringen - 30 x på 30 dage

Jeg er færdig. Jeg har gennemført. 30 x 90 minutters yoga i et 40 grader varmt lokale på 30 dage!
I løbet af de sidste 30 dage har jeg altså brugt 1½ døgn(!!) på at svede som et svin og gennemarbejde alle musklerne i mærkelige stillinger. Og jeg er godt tilfreds med mig selv, det er jo mega sejt. Især med mine pjækkedage taget i betragtning. Nu skal det bare fejres med mere yoga. For faren er selvfølgelig, at jeg nu holder en pause, som så pludselig bliver lang, og så er tilbage til start. Men jeg vil nyde at dyrke det frivilligt fremover.

Og hvad har jeg så opnået på de 30 dage?
Psysisk: I starten blev jeg markant mere afbalanceret og jeg havde meget mere overskud. Jeg følte oven i købet ikke at jeg behøvede at sove helt så meget. Her den sidste tid har det imidlertid fyldt virkelig meget at jeg skulle afsted, og jeg har ikke rigtig kunne overskue at skulle andet end yoga'en. Det tæller selvfølgelig også med, at jeg altså bruger 5½ time på at komme til yoga hvis man tæller transporttid, ventetid og selve yoga'en med - det er jo et heldagsprojekt! Men jeg tror på, at hvis jeg fortsætter med at komme hver dag, eller tæt på, uden panikdelen over ikke at gennemføre, så bliver jeg en meget gladere kvinde!

Fysisk - fremtoning: Jeg er bomstærk. Når jeg spænder musklerne, så er der bare jern.:o) Og det er jo løgn, men i forhold til hvad jeg er vant til... - alt er relativt!
Jeg har altid været slank, og mit overskudsfedt er ret begrænset og sidder stort set kun på maven og i diskrete sidedeller. Men selv om jeg - heldigvis - stadig har det meste af det, så er især min mave blevet markant anderledes tonet. Jeg kan ligefrem se mine muskler når jeg spænder dem. Sidedellerne er ikke helt så blævrende, de er der, men lige som på en mere kontrolleret måde. Mine lår og lægge er også blevet helt anderledes markerede - noget jeg dog ikke ønsker de skal gøre sig det mere i, det er nok nu, jeg vil ikke lige en sprinter eller fodboldspiller!

Fysisk - perfomance: Det er jo lidt snyd, fordi jeg jo altså ikke startede på bar bund med yogaen, selv om jeg havde holdt en lang pause, eller i hvert fald havde været der meget lidt inden. Men hvis jeg tænker på hvad jeg præsterede lige i starten af udfordringen og hvad jeg gør nu, så er min ryg blevet smidigere og min mave stærkere. Jeg kan strække ryggen længere, og bøje den dybere. Jeg kan løfte og bære mig selv højere og længere med mavemusklerne. Min balance er blevet lidt bedre, men det går også lidt op og ned. Mine ben kan meget bedre bære mig når de skal gøre det én af gangen - that is, når jeg skal stå på et ben. Jeg kan holde åndedrættet stabilt meget længere ind i øvelserne. Og så kan jeg stå med fødderne samlet så både storetær og hæle rører ved hinanden!
Men det der nok vejer tungest, i forhold til yogapraksisen i hvert fald, er at min mentalkontrol; min udholdenhed, min koncentration og min vilje er blevet markant forbedret. Når varmen, smerten, presset bliver for meget, holder jeg kun pause 1/10 af de gange jeg ville have holdt pause tidligere. Og det må tælle som et stort skridt i retning mod en endnu bedre yoga udøvelse!

Fysisk - tilstand: Huden på min krop har reageret som den gjorde da jeg startede i august. Jeg har lagt fugtighedscremen på hylden, og bruger nu blot en hamphandske på våd hud efter hvert bad og min hud er sund, blød og lykkelig. Huden i mit ansigt er meget mere modstandsdygtigt og langt pænere, selv om jeg stadig døjer med store porer, til tider fedtet t-zone og små "udbrud". Til gengæld er den ikke tør og skallende længere, og det gør unægteligt livet nemmere.
Eftersigende skulle lysten til junk og slik forsvinde - men jeg har altså stik modsat oplevet en fuldstændig ustyrlig øget lyst til kage, chips og usunde lækkerier. Jeg tror til dels det skyldes, at jeg har været dårlig til at fodre kroppen grundigt inden en klasse og til at at sørge for at have noget nem, sund snack klar til bagefter. Måske tæller det også, at jeg mentalt har givet mig selv mere lov, når nu jeg arbejdede så hårdt med kroppen.
Min fordøjelse - ja, sorry, nu blivet det måske lige lovlig intimt - havde jeg håbet ville tage ved lære af yoga'en. Her er effekten imidlertid udeblevet fuldstændig. Måske skal der længere tid til, måske har mit forbrug af usundheder i virkeligheden en stor del af skylden.

Mit immunforsvar er til gengæld lige så vild med yogaen som jeg er. Og her tæller jeg så hele det ½ år jeg har været i bikram-verdenen med, for det passer jo med vintersæsonen. Jeg er normalt sådan en, der lægger mig med vinterforkølelse månedligt. Ikke noget dybt og rigtig slemt, men sådan snot alle steder, øm hals og nul energi. Hele denne vinter har jeg været syg 2 gange - og den ene var altså 6 dage inde i udfordringens forløb, og kan med rette skyldes det pres og den udrensning jeg pludselig udsatte min krop for. Så der må sg* være noget om snakken; det virker det her bikram yoga!

Ville jeg gøre det igen? Ja, helt klart. Næste gang - for jeg er sikker på at den kommer - Bikram yoga CPH udskriver sådan en udfordring melder jeg mig igen. Måske er jeg blevet rigtig dygtig til den tid, og kan for alvor høsten frugten af min indsats. Men det må tiden jo vise!


Og hvad så nu? Ingenting. Så vidt muligt vil jeg fortsætte. Jeg vil komme hver dag, men også give plads til - med god samvittighed - at springe en dag eller to over i ny og næ. Og så krydser jeg fingrene for, at jeg kan overholde dén plan!

Morgenfrisk

...er jeg ikke. Men jeg fik sådan lyst til vafler i går aftes, at jeg tog mig sammen og stod (lidt) tidligere op og gik i krig i køkkenet. Når man spiser vafler, skal der selvfølgelig også lidt sund og frisk juice til. Jeg ville egentlig have testet en opskrift, men jeg manglede alt muligt. Så som sædvanlig blev det på gefühl - men rigtig god.
Sådan ca.:

Juice:
  • 2 kiwi
  • 2 æbler
  • 1 appelsin
  • ½ agurk
  • Lidt iskoldt postevand
Vafler:
  • 40 g smeltet smør
  • 100 ml mælk
  • 2 æg
  • 100 g hvedemel
  • 20 g sukker
  • en knivspids bagepulver
  • vanillesukker efter smag og behag
Miks, lad det trække imens vaffeljernet opvarmes og bag i 2-3½ minut.

Outfit - long time no see

Det er vist ved at være rigtig længe siden af jeg har poseret foran kameraet. Hovedsageligt skyldes det, at jeg har været så basis-kedelig de sidste mange uger, at der bogstaveligt talt ikke har været noget at skrive om. Er der så det nu? Njah, ny cardigan og nye sko - men ellers stadig meget basic!

Men min ASOS-pakke kom i dag, ganske skuffende. Leveringstiderne er der da rigtig nok ikke en finger at sætte på; imponerende! Men et par jeans var ALT for små, selv om det er samme model og størrelse som dem her, der passer perfekt. Et andet par jeans, igen samme model og størrelse, passede, men til gengæld var farve slet ikke som på billederne og slet ikke mig IRL. En bh var aaalt for stor i omkredsen (fanden tage s-m-l bh-størrelser...). En meget fin pang-lilla pailletkjole dryssede alene da jeg tog den ud af posen den lå i = elendig(!) kvalitet.

Tilbage var der en herre-cardigan i merino uld, en lilla blonde-bh og et par skønne støvler, som den opmærksomme læser måske vil bemærke minder meget om en tidligere stor kærlighed, som jeg desværre måtte tage afsked med.



Nåh'm, cardigan og sko er jeg altså hoppet direkte i. Billedkvaliteten er lige så ringe som pailletkjolen, men det er der altså ikke noget at gøre ved nu...
Cardigan Asos Men Tee H&M Logg Jeans Paige Premium Støvler Asos

Bikram #28

Næste gang jeg føler trang til at udfordre mig selv, tror jeg at jeg vælge "brug kun 30 stykker tøj på et halvt år", "shop aldrig mere" eller noget andet nemt i den stil! Pyh, hvor er det hårdt. Det er hårdt for krop og muskler - jeg har altså stort set aldrig rørt mig, så det her yoga har i det hele taget været en stor omvæltning for mig - men det er endnu hårdere for psyken. Det passer bare slet ikke til min natur, at 1,5 time hver eneste dag er tvangsafsat til et-eller-andet. Om jeg har lyst til yogaen eller ej, så gør tvangen det til et onde; et nødvendigt onde.

Nej, det var ikke en rigtig god time i dag. Jeg var (er) voldsomt øm og brugt efter dobbeltklasserne igår, og jeg er ved at være træt af tvang. Og så er jeg stadig ufattelig dårlig til ikke at lade mig distrahere af dårlige tanker, dårligt humør. I dag stod der f.eks. en gimpe foran mig, som bare slet ikke tog hensyn  - selv om der var vildt god plads, så insisterede hun på at stå LIGE foran mig hele tiden, så jeg ikke kunne se mig selv. Og sådan noget pisser mig helt vildt meget af og bringer mig helt ud af fokus og balance. Så istedet for bare at skyde det fra mig og bruge kroppen i øvelserne, bruger jeg al energien på at blive irritereret og gal. Og så bliver jeg ked af det, over at min time skal ødelægges af sådan noget, og så og så og så...

Men det bliver stort at rejse mig fra min måtte på torsdag, og vide at jeg har gennemført noget så vanvittigt. Selv om det måske ikke er gået helt efter bogen, og selv om jeg stadig har masser at kæmpe med i yogalokalet!

Glitter green

Mine skønne nye lakker fra Barry M ankom igår, og straks smed jeg den gule på tæerne - det får I altså ikke billede af! - og den helt igennem vidunderlige grønne glitter på lufferne. Jeg har ønsket mig den i årevis. Det lyder jo åndssvagt, når prisen er sølle 30-40 kr. Men ikke desto mindre har jeg sukket efter den længe, uden at få købt den. Og nu er det gjort, og jeg er lykkelig. Den er SÅ fin. Perfekt grøn farve og så glitrende lækker.
Første lag er et helvede. Glimmerkornene flytter sig under børsten, og man må nærmest duppe lakken på. Men anden lag går til gengæld som smurt, fordi glimmerkornene nu hænger fast i første lag. Og så dækker den faktisk!

Vi skal nok få rigtig mange gode stunder sammen. Men måske er jeg nødt til at overgive mig, og investere i en top coat. Den er noget ru at have på alene.:o)

Bikram #26 + 27

Endelig, endelig, endelig har jeg indhentet de dage jeg "pjækkede" pga. af sygdom og fest. Jeg er nu tilbage på sporet - og mangler kun 3 dage á een klasse. Yay, det er da til at overskue!

Denne tredje dobbeltklasse var lige så forskellig fra de 2 andre, som de var fra hinanden. Denne gang havde jeg en helt fin første klasse - ikke helt fantastisk, men helt ok. Imodsætning til de 2 foregående gange, var der slet ikke noget der motiverede mig til at tage den anden klasse; altså bort set fra det tikkende ur og mit klasse-underskud selvfølgelig. Men nu havde jeg jo besluttet at det skulle ske i dag, og heldigvis kom min søde mor til anden klasse og opmuntrede mig.

Det gik rigtig fint i anden klasse også. Det var en anden instruktør end i den første - de 2 andre dobbeltklasser har været med hhv. samme instruktør - hvilket jeg jo også var lidt bekymret over, for så vidste instruktøren jo ikke, at jeg var på nummer to omgang. Men der var så mange mennesker alligevel, at jeg slap med et par "kom så ind i kampen"-kommentarer.:o)
Det var hårdt, rigtig hårdt. Det var en virkelig varm time, og jeg var sgu ret mørbanket efter den første. Men jeg kæmpede hele vejen, og var ualmindelig godt tilfreds med mig selv da klassen var færdig. 3 gange dobbeltklasser, sejt!

Nu skal de næste 3 dage bare gå efter planen. Og så skal jeg vist fejre det med at forsøge at fortsætte med at komme hver dag - bare uden tvang!;o)

Asos-ulykker

Ihh, så lokker Asos med 20% rabat, man fylder indkøbskurven og opdager først til sidst at koden ikke gælder varer der i forvejen er nedsatte. Men nu havde jeg jo lige sat næsen op efter lækkerierne, så dér røg hele martsbudgettet.
Godt man i hvert fald ikke er sådan én, der lige gik og glædede sig til forhåbentlig at få en del penge tilbage fra Skat i dag, blot for at opdage at når man er gift med en mand der har udvidet selvangivelse, så bliver ens årsopgørelse ikke udfærdiget/offentliggjort før hans er færdig - om 3-4 måneder. Godt...

Bikram #25

Nogle gange sker der nogle ting med ens humør, som man ikke helt er herre over eller egentlig ved hvad kommer af. Når man går til yoga i 40 graders varme, og presser kroppen til det yderste, kommer disse følelser gerne frem i lyset.
I går var jeg sur. Ikke over noget. Ikke på nogen. Jeg var bare godt og grundigt vred og irriteret, og jo længere ind i timen vi kom, desto værre blev det. 3/4 dele igennem vendte det imidlertid til ærgrelse og jeg blev ked af det; over at have ladt humøret ødelægge min indsats, over at være i dårligt humør, over... ingenting.
Jeg prøvede at smile og skubbe det fra mig, men jeg måtte simpelthen tage en tude-pause. I øvrigt ikke det sjoveste, når man ligger tæt op og ned af en masse fremmede mennesker, uden noget at gemme sig bag.
Så det var ikke verdens sjoveste klasse. Men omvendt er det nok også sådan nogle følelsesmæssige rutsjebaneture som er svære at undgå i sådan et 30 dages forløb. Og måske kom jeg så af med noget indebrændt, som ellers var blevet siddende og havde udviklet. Hvem ved...

Grove pizzasnegle vs. II

Det er ikke så længe siden, jeg første gang kastede mig ud i "pizzasnegle". Det er nemt, velsmagende og ok sund mad - så forleden gjorde jeg det igen. Opskriften var en smule anderledes denne gang, men konceptet er selvfølgelig det samme.

Grove pizzasnegle
Dej:
50 g gær
3 dl lunkent vand
1 tsk salt
2 spsk olie (jeg brugte sesam)
100 g rugmel
100 g grahamsmel
300 g hvedemel

Fyld:
1 ds tomatpure
100 g skinkestrimler
½ rød peberfrugt i meget fine tern
1 finthakket løg

Kom gæren i en stor skål, og tilsæt det lunkne vand. Rør rundt til gæren er helt opløst. Tilsæt salt, olie og mel (evt. lidt af gangen), og ælt det grundigt.
Rul dejen ud til en firkant på ca. 35 x 40 cm.

Rør tomatpure, peberfrugt og løg sammen. Smør blandingen ud på dejen og fordel skinken herpå. Rul forsigtigt dejen sammen på den lange led, og skær den ud i ca. 20 stykker.
Læg sneglene på en bageplade, og lad dem hæve, tildækket, i 20 min.

Bag sneglene midt i ovnen 20 min. på 200 grader.


Det søde pendlerliv - bikram #24

Der er langt fra Helsinge til Nørrebro. Og der er på en eller anden måde endnu længere, når man skal hele den lange(...) vej hver eneste dag. Men på den positive side får jeg virkelig læst meget. Det har ellers været en ferie-beskæftigelse siden jeg startede på uddannelsen. Nu er der i hvert fald 2 timer om dagen til fordybelse i den skønlitterære verden, og dét nyder jeg!

Lørdagsturen til storbyen blev krydret med et vidunderligt produkt jeg faldt over i Netto igår: Lion White. En Lion bar med masser af karamel og hvid chokoladeovertræk. Dem skal jeg helt klart hamstre nogle flere af!
Læsestoffet er for tiden 3. bind i Jakob Ejersbos Afrika trilogi Liberty. Og, nårh ja, så var der solskin og masser af det!

Zara.com wants

At Zara har åbnet en webshop, er naturligvis ikke gået min webshopper-næse forbi. Jeg tvivler dog på at jeg vil benytte mig af den til andet end inspiration. Leveringen er 50 kr. - eller 0 til butikken, som jeg jo lige så godt kan gå ind og købe tingene i. Eller er det mon lige som H&M, at de har noget andet på nettet end i butikkerne?

Uanset hvad, så vil jeg meget gerne kigge nærmere på rigtig mange af deres forårsvarer. Allermest er jeg vild med disse:

Fine camouflageshorts. Med dem vil jeg gerne føre militærstilen tilbage i min garderobe.
Jeg er vild med kombinationen af det fine blomsterprint og de oprullede "rockabilly"-ærmer

Fin basis tee med rimelig afdæmpet leo-mønster
Jeg er faktisk ikke så meget til striber - selv om de jo nærmest er uundgåelige i modeverdenen. Men disse tigerstriber kunne måske blive "mine" striber
De fine ballerinaer med sølvsnuder er temmelig "old new" i blogland, men jeg er stadig vild med dem - og ballerinaer kan man aldrig få for mange af!

Bikram #23

Min søde mor bortførte mig fra gruppearbejde på skolen, og tog mig med til tidlig eftermiddags-yoga. Underviseren var sjove, søde Coco. Jeg kan godt lide hendes klasser. Hun holder en fin rytme og temperatur, og hun virker sød.
Men jeg har stadig også nogle gange virkelig svært ved ikke at grine. For hun er elendig, virkelig elendig, til engelsk - som der jo undervises på. Eller, det lyder i hvert fald sådan. Alle instruktørerne bruger gerne de samme vendinger og udtryk om stillingerne, men når Coco siger disse ting, så bliver det tit noget værre volapyk, fordi hun vist snarere har lært lydene udenad end ordenes betydning. Og når det hele så går lidt stærkt, så lyder det altså temmelig meget som babysprog.
Det kan være lidt svært at koncentrere sig, men når man er i humør til hende, er det både hyggeligt og lidt opmuntrende!:oD

Og når man selv er en klovn til engelsk må man gerne pege fingre af de andre...:o)

Smoothie med hindbær & banan

Efter yoga i går aftes brugte jeg en del energi på at overveje, om jeg skulle forkæle mig selv med en McD milkshake på vejen hjem. Tiden, og togenes underlige opførsel, blev dog den afgørende faktor, og jeg tog pænt lige hjem uden at bruge min surt optjente SU på den slags pjat.;o)

Vel hjemme var lysten dog stadig lige stor, så jeg besluttede at springe på det noget sundere alternativ: smoothie.

(Øko) hindbær-banan smoothie:
1 banan
50 g frosne hindbær
1 dl yoghurt
½ dl mælk
Vanille


Bikram #22

Det var lige ved at gå galt i dag. Helt galt, udfordrings-vise!
Jeg havde oprindeligt tænkt, at jeg måske kunne hente den sidste time jeg var bagud idag. Men så så jeg hvem der skulle undervise aftenholdene, og hende bryder jeg mig normalt ikke så meget om.
Da klokken så nærmede sig afgang, var jeg dels mentalt i vildrede om, hvorvidt jeg skulle tage dét hold eller det næste - og da der så lige tikkede en mulig handel ind på Trendsales, hvis jeg kunne komme forbi posthuset idag, ja så endte jeg med at trække det ud. Ergo skulle jeg så alligevel til time med foromtalte instruktør.

I de næste 2 timer nåede jeg at ombestemme mig mange gange. Først ville jeg bare tage ind til det helt sene hold. Men så opdagede jeg, at jeg i så fald skulle vente frygteligt lang tid på hjemturen - togene kører jo nærmest aldrig herude på landet uden for dagtimerne. Så besluttede jeg at tage bilen ind, til det seneste hold. Og til sidst endte jeg med at tage mig selv ved øret og komme afsted - med toget - til kl. 17 holdet.

Så "let" skulle det imidlertid ikke være. Der var nemlig et aflyst E-tog + signalfejl ved hovedbanen, så det tog pludselig 1½ time at komme derind - mod den gode time det normalt tager. Heldigvis, heldigvis, heldigvis var jeg i god tid, og ville være kommet 10 min. for tidligt hvis det hele havde passet, så jeg endte alligevel med at være der tids nok til at få en ordentlig plads - og en ordentlig time.

Hjemturen var lige ved at blive lige så åndssvag, men togene artede sig, og jeg kom lige hjem.

Jøsses, så kan jeg måske lære at lade være med at ændre på planerne hele tiden!!

Kartoffelfrikadeller + quinoasalat

Nu blev I jo snydt for "kæmperejer i champagnesovs" opskriften, fordi det ikke var så vellykket. Vi har opskriftafsenderen mistænkt for, at have skrevet liter istedet for deciliter ved fløde-målet. Men mad skal der til, og endelig har jeg igen fået gang i madplan og organiseret indkøb. I forgårs fik vi noget så uinspirerende som medister. Men den var økologisk og det var god vintermad.

I går fik vi til gengæld super sund vegge-mad: kartoffelfrikadeller og quinoasalat. Vi købte noget super-øko 3-farvet quinoa med hjem fra en superlækker helseforretning i Berlin - og endelig fik vi så brugt noget af det.


Kartoffelfrikadellerne:
Dressing
2 dl kvark 1%, fx Karolines Køkken®
2½ spsk finthakket frisk dild
2½ spsk finthakket frisk persille
2½ spsk fintklippet purløg
¼ tsk groft salt
friskkværnet peber

Frikadeller - 20 stk.
250 g kogte, kolde melede kartofler
1½ spsk fintrevet zittauerløg
150 g revet mozzarella ost 10%, fx Karolines Køkken® light
2 æg (str. L / XL)
1 dl rasp (ca. 50 g)
1 tsk groft salt
friskkværnet peber
25 g smør

Dressing: Vend alle ingredienserne sammen og stil dressingen tildækket i køleskabet i mindst 15 min. Smag til.
Jeg synes ikke at dressingen var særlig spændende. En simpel hvidløgdressing eller hvad man ellers kan finde på kan, efter min mening, anbefales istedet.

Kartoffelfrikadeller: Kom kartoflerne i en skål og mos dem med en gaffel. Tilsæt resten af ingredienserne og rør blandingen godt sammen. Lad halvdelen af smørret blive gyldent i en pande. Form halvdelen af kartoffelblandingen til 10 små "frikadeller", fx med en ske. Steg "frikadellerne" på 3 sider ved jævn varme (ca. 6 min. i alt). Tag de stegte kartoffelfrikadeller op af panden og hold dem varme. Steg de sidste "frikadeller" i resten af smørret.
Min mands version var godt nok ikke bittesmå, men der blev altså kun 12-13 stykker, og der er kun 3 tilbage. Så mængden passer fint til 2 personer

Quinoasalat (fra Månebarnet):

1 dl Quinoa
1 rød peberfrugt
50 g. agurk
2-3 soltørrede tomater eller paprika
1 fed hvidløg
1 spsk. Mango Chutney
Hvid Balsamico

Kom 1 dl. Quinoa i en gryde med 2 dl vand og bring i kog. De skal have ca. 15 min. (Tilsæt salt til vandet) Når den er færdig afkøles den på en flad tallerken og blandes derefter med peberfrugt og agurk i tern, og soltørret tomat eller paprika i strimler. En marinade blandes af Mango Chutney, hvid balsamico og hvidløg – og blandes i.

Bikram #21

Av av av, mine rygmuskler er ømme nu. Dagens klasse var igen en succes - jeg var lidt nervøs, oven på dobbeltklassen igår + at jeg slet ikke havde fået spist og drukket nok. Men med en magisk kokosvand, så gik det alt sammen alligevel.
Men hold da op, jeg kan godt mærke det i kroppen. Eller, altså, i mine rygmuskler. Jeg håber det løsner lidt igen efter morgendagens klasse(r). Måske er det ønsketænkning...

Nu er der en uge tilbage, begge torsdage inklusive. Jeg håber dog at kunne fortsætte med daglige besøg lidt længere, men altså kun en uge til at udfordringen er gennemført. That is, hvis jeg kommer 9 gange mere på de næste 8 dage!:o)

Grøn gul... hvid

Barry M: Yellow - Glitter green - White

Bikram #19+20

Så gjorde jeg det igen. Tog dobbeltklasse. I modsætning til sidste uge, sidst jeg gjorde det, lagde jeg ud med den værste time jeg nogensinde har haft, siden den første i hvert fald. Jeg lå alt for langt inde i rummet, og luftfugtigheden var fuldstændig vild. Jeg kunne stort set ikke trække vejret, og jeg kunne ikke koncentrere mig om andet end det. Så jeg lå mest bare og rallede.
I tiden imellem de to timer overvejede jeg meget, om jeg skulle tage den næste også. Til sidst blev jeg enig med mig selv om, at det alligevel ikke kunne blive værre - tværtimod.

Og tværtimod blev det. Anden klasse var forrygende. Det var stadig voldsomt, voldsomt varmt og fugtigt - og der var ubehageligt mange deltagende. Men det var som om min krop var meget bedre forberedt på forholdende, om ikke andet var min hjerne det i hvert fald. Så jeg tog det lidt stille og roligt, men ellers gik det udover alt forventning og jeg var så ufatteligt glad for at have taget anden time med også - det er jo så meget federe at gå derfra og have arbejdet for det!:o)

I dag nøjes jeg nu nok med den ene time, måske indhenter jeg så den sidste jeg er bagud med imorgen. Vi får se...

Bikram #18

...var en meget hektisk og helt ekstrem varm klasse. Jeg var desværre først til 17-klassen, og der er bare virkelig mange mennesker for tiden. Så lokalet var helt proppet, og luftfugtigheden gik vist lidt amok - i hvert fald tror jeg aldrig jeg har svedt så  meget før, og det var altså ikke fordi mit aktivitetsniveau var vildt imponerende.
Jeg har siden min dobbeltklasse i sidste uge haft et eller andet issue med mit venstre knæ. Jeg kan ikke holde det låst i de skrå stillinger. Det er vildt irriterende, for jeg var jo lige nået dertil, hvor jeg faktisk næsten var med hele vejen igennem og kunne holde alle øvelser fint, dybt og længe. Men pludselig er det som om at kontrollen over mit venstre knæ/lår er forsvundet helt igen. Det er meget frustrerende at være "sat tilbage" på den måde, og jeg kan ikke finde ud af, om det bare er fordi min krop er blevet presset så meget, eller der er noget galt. Indtil videre gør det dog ikke ondt, så jeg satser på det første - og presser videre!;o)

Find Oscar

Min plan var egentlig, at blive hængende oppe foran fjernsynet og se flotte kjoler søndag aften/nat. Men da familiebesøget hindrede mig i at lave lektier tidligere, måtte jeg indse at jeg var nødt til at gå i seng, så jeg kunne stå tidligt op næste morgen og lave dem. Altså, ingen live-kjoler. Øv!

I går og hertil morgen har jeg så googlet og googlet for kigge på pæne damer i endnu pænere kjoler. Men jeg fandt det faktisk overraskende svært, at finde andet end de samme (~)10 billeder af Natalie Portman, Anne Hathaway, Mila Kunis, Haille what-ever og lignende.

Jeg er dog endt op med disse 6 kjoler, som jeg synes er helt forrygende.

Hillary Swank - Gwyneth Paltrow - Cate Blanchett
Amy Adams - Celine Dion - Sunrise Coigney

Related Posts with Thumbnails