Tequila & Tibirke bakker

Min veninde var "feriebarn" her i weekenden. Hun trængte til sommerhustur, langt fra storbyens larm og liv - og vi stiller gerne bondegård og selskab til rådighed. Men, dét fik jo fatale konsekvenser for mit yoga-program. Fredag spiste vi bare lækker mad, banankage og hyggesnakkede, så man skulle jo ikke tro at det kunne ødelægge så meget. Det endte alligevel sendt, og lørdag formiddag var min hals super øm, og jeg besluttede at blive hjemme og hygge med mand og veninde i stedet.

Men, storbyferiebørn synes åbenbart man skal ud og kigge på natur når nu den er der, og solen oven i købet skinner. Jeg blev stemt ud af mand, veninde og yngste bonusdatter, som på det nærmeste tvang mig ud på vandretur i Tibirke bakker. Jo jo, solen var da fin - men jeg synes nu stadig den havde været endnu finere inde fra varmen...

Vel hjemme spiste vi frokost til vi var ved at revne, og så hentede jeg bonusdatterens kæreste. Og når han er på besøg, er der en udpræget tendens til, at alkoholen flyder i stride strømme. Jeg prøvede at sige nej til andet end lidt fredelige og forudsigelige øl. Men jeg blev offer for endnu et gruppepres, og endte i en gedigen tequila-brandert. Gedigen!

Søndag vågnede jeg ved 12-tiden, og prøvede at stå op. Men jeg havde så heftige tømmermænd, at jeg simpelthen ikke kunne holde ud at være vågen og ved bevidsthed. Så jeg måtte sove igen, og først ved 19-tiden begyndte jeg ganske langsomt at vågne op til livet igen. Og der var dagens yoga jo for længst overstået.

Så tak for besøget søde veninde, bonusbarn + kæreste og mand - tak for en rigtig hyggelig weekend, som bare slet, slet ikke matchede den dagsorden jeg ellers lige havde lagt. Dam'n it, hvad gør man ikke for lidt sjov og ballade.

Som plaster på såret - for I, mine blogvenner, er jo også blevet forsømt - er dagens billedspam af Tibirke bakker i vintersol. Spændende, ikk'?;o)




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails