Nytårsdesserten

Mit job nytårsaften var at levere desserten. Det blev besluttet om aftenen d. 29. Så jeg var en anelse panisk, da jeg næste formiddag pludselig kom i tanke om tidsperspektivet. Hvordan bikser man en superlækker og smart dessert sammen langt ude på landet dagen inden nytårsaften?
Ergo blev det lidt mere simpelt end jeg måske havde valgt med længere betænkningstid - men ikke mindre lækkert!

Hvid og mørk chokolade mousse med sovs af jordbær, hindbær og rabarber + en skive frisk ananas og kiwi. Alt sammen økologisk, naturligvis!:o)
Synderligt kønt er det ikke, men jeg har svært ved at kontrollere mit mundvand bare ved tanken om den hvide chokomousse.
Og bemærk det brandsmarte NEONGULE shotglas - med Bailey i - oven for tallerknen!:oD



Hvid chokomousse
Til 4 pers

100 g hvid chokolade
1/4 L fløde
Evt. en past. æggehvide

Smelt - meget forsigtigt - chokoladen. Pisk fløde, og rør først halvdelen i den smeltede chokolade. Vend herefter den anden halvdel forsigtigt.
Pisk hviden stiv, og vend denne i blandingen for en mere luftig mousse.

Mørk chokomousse
Til 4 pers.

4 past. æggeblommer
4 past. æggehvider
160 g mørk chokolade
Evt. 1½ dl fløde

Smelt chokoladen over vandbad. Rør æggeblommer i den smeltede chokolade.
Pisk æggehviderne helt stive, og vend disse i choko-blandingen.
Pisk fløden og vend den i.

Rød sovs
½ pose frosne jordbær
½ pose frosne hindbær
½ pose frosne rabarber
(eller hvad du nu lige har liggende)
Sukker

Hæld alle bær i en gryde, og bring dem i kog. Tilsæt sukker efter smag, og kog bærrene helt ud.
Si opkoget - brug evt. en ske til at presse lidt tykkere mos med - indtil du er tilfreds med konsistensen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails