Grove pizzasnegle - overspringshandling #1

Hvad gør man ikke, for at slippe for at læse faglitteratur?

Well, jeg kastede mig ud i projekt, jeg har haft på to-do listen i mange år. At bage pizzasnegle! I kantinen på mit gymnasium, fristede de i sin tid med pizzasnegle med ost. Himmelsk spise, og noget nær det mest usunde jeg kan forestille mig. Men ideen er god, og i dag har jeg så afprøvet en lidt mere "sundhedsvenlig" variant.
Opskriften lød oprindeligt på 5 dl durummel, men jeg har sjusset mig frem og lavet en hvede/graham/fuldkornsblanding.

Pizzasnegle
12 stk (jeg har nu fået det til 20...)

Dej:
25 g gær
2 dl lunkent vand
2 spsk rapsolie
½ tsk salt
2 dl hvedemel
1½ dl grahamsmel
1 dl fuldkornsmel

Fyld:
1½ dl tomatpure
½ hakket løg
100 g kogt skinke
100 g revet mozarellaost
Evt. 2 spsk frisk/1 tsk tørret oregano (jeg havde ikke noget, så det er altså udeladt)

Sådan gør du:
Smuldr gæren i en stor skål, kom vandet i skålen og rør rundt indtil gæren er opløst.
Kom rapsolie og salt i skålen, og rør rundt.
Tilsæt melet lidt efter lidt og ælt dejen godt.
Drys lidt mel (hvede) ud på bordet og ælt dejen færdig i hånden.
Rul dejen ud til en firkant på ca. 25x45 cm.

Bland tomatpure og løg i en lille skål, og fordel det på dejen.
Skær skinken i strimler, og fordel den på dejen.
Drys osten ud over, og afslut med oregano.

Rul dejen sammen til en pølse, på den brede led - så pølsen blive 45 cm. lang.
Skør pølsen i 12 skiver (eller 20, hvis man er mig...) og sæt pizzasneglene på en bageplade med bagepapir.
Tænd ovnen på 200 grader. Dæk pizzasneglene med et rent viskestykke, og lad dem hæve 15 min.

Bag pizzasneglene i 12-15 min. og lad dem herefter køle af på en bagerist.

Prøv dem med en skive rigtig klam toastost - og så en tur i microovnen. Mmmh!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails