Vidunderlige weekend

Jeg vågnede kl. 8 i morges - og panikkede lidt. Jeg ville gerne til yoga 10:30 i Kbh, og lå i sengen i Nordsjælland og var ikke engang begyndt at pakke endnu.
Men min søde mand kunne ikke rigtig se problemet, og det lykkedes da også problemfrit at nå det hele.

Yogatimen var super skøn i dag. Jeg spurgte søde Camilla (den koralklædte kvinde) om det der med ikke rigtig at kunne trække vejret i går. Og hun bad mig hive ned i mit øjenlåg så hun kunne se mit øje - og konstaterede så at jeg nok manglede jern. Det er ikke første gang jeg hører det, så det må jeg ud og investere i.
Men timen (de 90 min.) gik rigtig godt. Jeg "snød", og trak vejret gennem munden hver gang det begyndte at minde om at jeg skulle til at blive forpustet, og det virkede rigtig godt. Så i dag var jeg igen nede på et minimum af pauser, og jeg håber at det med lidt "snyd", jern og øvelse kommer til at fortsætte med at gå i den rigtige retning.

Min mand hentede mig fra yoga, og så kørte vi i Fields for at snuse lidt. Det blev til en dejlig tur. Jeg er ikke helt tosset med at shoppe (til mig) med ham under armen (eller nogen som helst andre, bort set fra min mor, for den sags skyld), men han synes bare det var skønt så mon ikke jeg vænner mig til det, hvis jeg øver mig lidt?
Vi fik spist lidt mexi-mad i overetagen, min mand fik 2 lækre nye skjorter og jeg var skuffet over at Zara ikke havde nogen af de ting jeg havde forelsket mig i på nettet, men fik dog hevet lidt hjem; mere om det følger.
Vi sluttede dagen af med at shoppe kager - og jeg er derfor endt med at springe aftensmaden over:
 Vanillemuffin med bananfrosting - Chokomuffin med bananfrosting - Chokomuffin med mokkafrosting - mmh...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts with Thumbnails